Faxe er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
NYKØBING: Påvirket og med signalpistol
Torsdag klokken 10.10 standsede politiet en 27-årig mand uden fast bopæl, som kom kørende på Vesterskovvej i Nykøbing. Den 27-årige virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Det viste sig, at den 27-årige var frakendt kørekortet, og han blev derfor også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da politibetjentene undersøgte bilen, fandt de en skarpladt signalpistol, og derfor blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
NÆSTVED: Fik bilen beslaglagt
En 27-årig mand fra Præstø blev torsdag klokken 11.30 standset ved McDonald's på Gammel Holstedvej i Næstved. Det viste sig, at han var frakendt førerretten, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da han to gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.
SLAGELSE: Sigtet for betleri
Politiet var torsdag ved Vestsjællandscenteret i Slagelse, og ved indgangen stod en mand, som tydeligvis tiggede penge af de forbipasserende. Det var en 41-årig udenlandsk mand, og han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om betleri.
NÆSTVED: Løb da de så politiet
Efter flere anmeldelser om utryghedsskabende handel med stoffer var lokalpolitiet torsdag aften ved kollegiet på Parkvej i Næstved. Her traf de en mindre gruppe på en ca. fem-seks personer, som alle løb fra stedet, da de så politibetjentene. Flere af dem blev genkendt eller løbet op af betjentene, og fem af dem fik politiet navnene på. En af dem viste sig at være efterlyst til fogedretten, og derfor blev han anholdt og taget med. Området hvor politiet var stødt på gruppen, blev efterfølgende undersøgt bl.a. med politihunde, og her blev der fundet flere ting, der kunne tyde på, at der blev solgt narko.
SLAGELSE: Ældre kvinde franarret sit hævekort
En mand ringede onsdag klokken 18 til en 87-årig kvinde fra Slagelse og udgav sig for at være fra Danske Bank. Manden spurgte ind til en handel fra Amerika, hvor han påstod, at en del penge var ved at blive trukket fra kvindens konto. For at "forhindre" dette, bad han kvinden om at lægge en kuvert med hævekort og pinkode foran hendes dør. Det gjorde hun, og fem minutter senere var kuverten væk. Et par timer efter fandt kvinden ud af, at der var blevet hævet penge fra sit kort, og politiet blev kontaktet.
Politiet opfordrer til, at man altid er særdeles varsom, hvis man bliver kontaktet af personer, der udgiver sig for at være fra ens bank, kommune eller anden myndighed. Ring for eksempel tilbage til banken og tjek, at opkaldet faktisk kom fra dem. Giv desuden aldrig kort, koder eller personlige oplysninger ud. Tal gerne med fx bedsteforældre i familien eller en ældre nabo, om hvordan de undgår at blive udsat for svindel, og snak med dem om, hvad de skal være opmærksomme på, hvis de bliver kontaktet af en, de ikke kender.
NÆSTVED: 59-årig dræbt i færdselsuheld
En 59-årig mand kørte i går klokken 17.21 frontalt ind i et vejtræ på Langetoftevej i Næstved. Til trods for intensiv førstehjælp stod mandens liv ikke til at redde. De pårørende er blevet underrettet. I forbindelse med ulykken blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge både bilen og ulykkesstedet.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Nysted | Lærkevej | Hus | Onsdag klokken 14.00 – torsdag klokken 9.30 | Sparegris, kortspil, kontanter i euro og smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft en enkelt hastighedskontrol:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Dianalund | Holbergsvej | Torsdag klokken 14.10-19.42 | ATK – bestilt færdselskontrol | 1237 | 19 | 50 km/t | 86 km/t | Tre klip og en betinget frakendelse |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Faxe | Køgevej | Torsdag klokken 11.08-14.07 | En blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen, en for ikke at have sit kørekort med, en blev sigtet for at køre for hurtigt på knallert, en for kørsel uden førerret og en for at ladet en person uden kørekort køre bilen. 12 blev sigtet for at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet |
Guldborgsund | - | Torsdag klokken 9.00-13.30 | Tre blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen, en for ikke at have omregistreret og forsikret sin bil, en blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, en for narkokørsel og lov om euforiserende stoffer og bilejeren blev sigtet for at have ladet en person uden kørekort køre bilen |
Stege | - | Torsdag klokken 13.45-16.31 | Otte køretøjer blev standset og kontrolleret. En blev sigtet for ikke at have rød advarselstrekant på et motorredskab og en for at køre med et udløbet kørekort |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Haslev | Sydmotorvejen ved Haslev | Torsdag klokken 7.33 | 29-årig mand fra Albertslund | Narkokørsel |
Nyukøbing | Vesterskovvej | Torsdag klokken 10.10 | 27-åritg mand uden fast bopæl | Narkokørsel og kørsel uden førerret. Den 27-årige havde en signalpistol og blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven |
Nørre Alslev | Stubbekøbingvej | Torsdag klokken 10.25 | 39-årig mand fra Stubbekøbing | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Den 39-årige havde desuden to gram pot og et gram hash på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |