Faxe er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
MARIBO: Uenighed om frugt…
En klase vindruer og tre bakker pærer var onsdag genstand for en uenighed på Torvet i Maribo. En kunde hos en af de handlende tog frugten uden at betale for den, og det var der en anden kunde, der påtalte. Det resulterede i, at hun fik et slag i ansigtet af en mand, mens hans kone også blandede sig og forsøgte at slå ud efter vidnet. Politiet blev tilkaldt og skilte parterne ad. En 70-årig mand fra lokalområdet blev anholdt klokken 12.27 og sigtet for vold, mens hans 78-årige hustru også blev anholdt og sigtet for forsøg på vold og for butikstyveri. De to anholdte blev afhørt på politistationen i Nykøbing og blev løsladt senere på eftermiddagen.
NAKSKOV: Skib grundstødt – bøde til kaptajnen
Politiet fik onsdag eftermiddag en anmeldelse fra JRCC (Joint Rescue and Coordination Centre), at et lettisk skib var stødt på grund i Nakskov Fjord ved Enehøje. Der skete ingen skader eller forurening. Kaptajnen – en 65-årig udenlandsk mand – blev rutinemæssigt alkometertest med negativt resultat, og han blev efterfølgende sigtet for ikke rettidigt at have indberettet grundstødningen til JRCC. Han fik en bøde på 10.000 kroner for overtrædelsen.
SLAGELSE: Fik bilen beslaglagt
Onsdag klokken 15.27 standsede politiet en 39-årig mand, der kom kørende på Korsørvej i Slagelse. Han forsøgte at køre fra politiet og stak af i bilen ud over en græsrabat, men blev standset umiddelbart efter. Den 39-årige var frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og han blev også sigtet for ikke at rette sig efter politiets anvisninger og for forkert placering på vejen. Da han flere gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet. Ejeren af bilen – en 30-årig mand fra Slagelse – mistede derfor ikke bare sin bil, men han blev også sigtet for at have overladt den til en person uden kørekort.
NÆSTVED: Stoffer og kniv på Kranøen
En patrulje fra lokalpolitiet lod onsdag eftermiddag vejen falde forbi Kranøen ved Susåen, hvor der har været anmeldelser om utryghedsskabende handel med ulovlige stoffer. Her mødte politibetjentene en 30-årig mand fra Vordingborg, som viste sig at have 0,2 gram crack og 0,3 gram metadon på sig – og en foldekniv med en klinge på syv cm. De ulovlige stoffer og kniven blev konfiskeret, og den 30-årige blev siget for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven.
MARIBO: To havde hash og svampe
Onsdag eftermiddag var en patrulje fra lokalpolitiet på banegården i Maribo, og her tjekkede politibetjentene fire personer. En 20-årig mand fra Sakskøbing havde 23 gram hash på sig og blev sigtet for salg af ulovlige stoffer, mens en 19-årig mand fra Nørreballe havde 3,5 gram hash og 1,05 gram svampe. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
SLAGELSE: Opgav forkert identitet
Politiet blev onsdag klokken 18.43 kaldt til banegården i Slagelse, hvor en togfører skulle udstede en kontrolafgift til en person, som ikke havde billet til det tog, han rejste med. I første omgang udgav den pågældende sig for at være en 19-årig mand, men da politiet efterkontrollerede oplysningerne, stemte de ikke helt. Der var i stedet tale om en 20-årig mand fra Odense, og ud over kontrolafgiften i toget blev han også sigtet for falsk anklage.
SKÆLSKØR: Løb om kap med politiet
Onsdag aften var lokalpolitiet forbi julemærkehjemmet i Skælskør, hvor de unge fik en god snak med betjentene, og de fik mulighed for at se nærmere på en politibil. Det fremgår af politiets døgnrapport, at betjentene også løb om kap med de unge, men der står ikke noget om, hvem der vandt… Men betjentene blev inviteret til at komme forbi en anden gang, så måske der bliver tale om revanche.
NYKØBING FALSTER: Unge ville pludselig gerne rydde op
Banegården og pladsen udenfor er nogle af de steder, lokalpolitiet ofte lægger vejen forbi på den daglige patrulje. Det er ofte her de mere udadreagerende af byens unge samles. Klokken 22 i aftes var ingen undtagelse. Da patruljen ankom, var flere unge samlet, og en af dem tog straks benene på nakken, da han hørte, politiet ville registrere dem, der var på stedet. Han blev nu fanget til fods af en af betjentene, men havde ikke noget af interesse i lommerne. Der flød også noget med øldåser i ventehallen, og det rod oplyste de unge, at de intet kendte til. Men præsenteret for udsigten til, at videoovervågningen ville blive set igennem, fik de unge pludselig en stærk trang til forskønnelse af området. De undskyldte høfligt og ryddede op.
FENSMARK: Syv knallerter op på fejebladet
I Fensmark har der gennem noget tid været en del anmeldelser om unge på knallert, der skaber noget utryghed. Der bliver kørt larmende – og påfaldende stærkt. Klokken 22.28 mødte politiet en gruppe unge på knallert i området. I alt syv knallerter blev efterfølgende kørt til undersøgelse for "konstruktive ændringer" Den slags kan både udløse en bøde og i gentagelsestilfælde bliver knallerten beslaglagt.
NÆSTVED: Valgplakater nedtaget
Klokken 1.50 mødte politiet to unge på Ringstedgade, der netop havde begået hærværk ved at nedtage valgplakater. Da de unge så politiet, stak de af, men blev indhentet til fods. De 15-årige drenge, begge fra Fensmark, blev sigtet for hærværk, og der blev ringet efter deres forældre, som ankom til stedet.
SLAGELSE: Indbrudstyv var stadig i butikken
En borger så at en mand smadre en rude til en kiosk på Sdr. Stationsvej klokken 2.20. Hun ringede til politiet, der kunne anholde en 21-årig mand fra Greve, som stadig var inde i butikken. Han blev sigtet for indbrud, og da han samtidig havde en kniv i en taske, blev det også til en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
VORDINGBORG: Bedrageri
Tre ældre kvinder fra Vordingborg blev i går kontaktet på telefon af en mand, der udgav sig for at være fra politiet. Fremgangsmåden i disse sager er at vinde ofrets tillid og derefter enten at få lokket dankort og pinkode fra ofret, som derefter bliver plyndret, eller få dem til selv at overføre penge til en konto. I det ene tilfælde lykkedes det gerningsmanden at få overført et større pengebeløb, mens de to andre kvinder gennemskuede svindleren.
Husk: Ingen fra bank eller politi, skat eller andre offentlige instanser vil kontakte en borger på den måde – og hvis den, der ringer, udgiver sig for at være fra politiet, så gør følgende: Få oplyst "politibetjentens" navn, læg røret på og ring tilbage til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4 – her kan du blive stillet om til medarbejderen (hvis han findes).
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Næstved | Indre Vordingborgvej | Onsdag klokken 17.50-19.40 | Sko og to PH-lamper |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Dianalund | Holbergsvej | Onsdag klokken 15.48-18.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 852 | 21 | 50 km/t | 76 km/t | To klip |
Dianalund | Sorøvej | Onsdag klokken 19.02-21.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 151 | 4 | 80 km/t | 98 km/t | - |
Faxe | Præstøvej | Onsdag klokken 10.27-13.30 | ATK | 199 | 14 | 60 km/t | 85 km/t | To klip |
Holme-Olstrup | Landevejen | Onsdag klokken 14.11-17.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 2225 | 31 | 60 km/t | 81 km/t | - |
Næstved | Østre Ringvej ved Stenlængevej | Onsdag klokken 8.56-10.56 | ATK | 532 | 9 | 60 km/t | 75 km/t | - |
Vordingborg | Marienbergvej | Onsdag klokken 12.23-14.00 | ATK | 175 | 20 | 50 km/t | 73 km/t | Tre klip |
Øster-Ulslev | Holebyvej | Onsdag klokken 14.15-20.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 576 | 40 | 50 km/t | 75 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Bogø By | Grønsundvej | Onsdag klokken 15.15-16.15 | En blev sigtet for at køre 104 km/t |
Maribo | Vestre Landevej | Onsdag klokken 9.15-9.54 | Ingen sager |
Nyrup | Merløsevej | Onsdag klokken 13.15-13.45 | En blev sigtet for at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet |
Næstved | - | Torsdag klokken 1.30-3.15 | 10 køretøjer blev standset og kontrolleret, og der blev afsløret en enkelt narkobilist |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Korsør | Tårnborgvej | Onsdag klokken 20.30 | 26-årig mand fra Aabenraa | Spirituskørsel og kørsel uden førerret |
Næstved | Vordingborgvej | Torsdag klokken 2.51 | 30-årig mand fra Karlslunde | Narkokørsel |
Rødby | Færgevej | Onsdag klokken 17.45 | 31-årig udenlandsk mand | Narkokørsel |