Hvad er det bedste ved at bo i Faxe - med dine ord?
“Det bedste ved at bo i Faxe er en kombination af den unikke natur, særligt Faxe Kalkbrud, kulturcenter Kanten med biograf og museum og det nære trygge fællesskab i landsbyerne, hvor hjælpen aldrig er langt væk.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Faxe til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Hvis jeg skulle anbefale et sted i Faxe til en ven ville det uden tvivl være Faxe Kalkbrud med stop ved Geomuseum Faxe og herefter en god kop kaffe på Udsigten. NB. Det er gratis at gå en tur i kalkbruddet.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Mod for at du ikke er bange for at kaste dig ud i nye udfordringer og tør sige din mening og gå egne veje. Vedholdenhed du giver ikke op når du går i gang med noget - så gør du det færdigt selvom det trækker tænder ud. Entusiasme - når du bliver optaget af noget går du 100 % ind. Omsorg - du er klar når folk omkring dig har brug for hjælp. Du tænker på andre og spreder varme. Retfærdighed - det er vigtigt for dig at andre bliver behandlet ordentligt også selvom du ikke nødvendigvis er enig med dem.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Når jeg kan gøre en forskel f.eks at hjælpe en person med at finde lige præcis den information de mangler, eller gøre en opgave nemmere for dem.”
Hvem i Faxe vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Jeg vil gerne sige et kæmpe stort tak til alle dem som kører i hjemmeplejen og alle dem der arbejder på vores plejehjem fordi de gør hverdagen tryg for alle vores ældre borgere selvom vi lever i en travl tid. Og også en tak til alle de frivillige vi har i vores foreninger.”